Aarhus Kommune har gennemført en omfattende vurdering af bevaringsværdien for 20.000 bygninger i områderne Åbyhøj, Hasle, Brabrand, Gellerup, Midtbyen, Fredensvang, Marselis, Viby, Harlev, Hasselager, Vejlby og Risskov. Mange aarhusianere har allerede haft besøg af kommunens vurderingsfolk og kan nu se resultatet.
Af de vurderede bygninger er knap 8.000 udpeget som bevaringsværdige. Bygningerne er vurderet efter SAVE-metoden, hvor parametre som arkitektoniske, kulturhistoriske, miljømæssige og originalitetsmæssige kvaliteter vurderes på en skala fra 1-9. Bygninger, der opnår en værdi mellem 1 og 4, skrives ind i kommuneplanen og skal behandles af byrådet. En bevaringsværdig bygning har typisk lokal eller regional betydning og anses for at være en vigtig del af byens kulturarv og identitet.
Som ejer af en bevaringsværdig bygning er det muligt at ændre på husets indre. Kommunen kan dog stille særlige krav, hvis der ønskes foretaget udvendige renoveringer. Det anbefales, at man benytter Aarhus Kommunes stilguide, hvis man står over for ombygning eller renovering, for at sikre at ændringerne tager højde for bygningens særlige stil og periode.
Borgere kan selv tjekke, om deres hus er udpeget som bevaringsværdigt og læse den tilhørende begrundelse på kommunens hjemmeside. Løbende vil endnu flere bygninger blive vurderet og tilføjet oversigten. Man kan også finde inspiration og yderligere information om bevaringsværdige bygninger og stilperioder:
Her kan du se alle de bygninger, der indtil videre har fået bevaringsværdien vurderet.
Vil du have inspiration eller vide mere om dén periode, dit hus er bygget i, kan du læse mere her.
Bevaringsværdige bygninger bidrager til Aarhus’ særlige kendetegn og binder byens arkitektur og historie sammen på tværs af kvarterer og perioder.