Aarhus får ny stor craftbeer-festival med internationale navne

Foto fra Den Rå Hal med Stepping Stones tre stiftere (fra venstre) Simon Grøndahl Lyngholm Jakobsen, Daniel True og Runee Stusgaard.
dato

Ølfestivalen Aarhus Together præsenterer til efteråret danske øl-elskere for det ypperste i kvalitets-craftbeer fra mere end 30 af de mest toneangivende danske og internationale craftbeer-bryggerier. Bag den storstilede satsning står Stepping Stone Brewing Company, der på kort tid har taget den danske bryggeribranche med storm.

Craftbeer – specialøl i luksusklassen – er siden 00’erne blevet populært som aldrig før, både i Danmark og internationalt. Det har medført, at der herhjemme hvert år bliver afholdt mange små og store og normalt meget velbesøgte ølfestivaler rundt omkring i landet.

I Aarhus har det dog siden corona­krisen stået stort set stille på festival­fronten. Men det ændrer sig nu med lanceringen af den ambitiøse øl-festival Aarhus Together, der løber af staben første weekend i november i Den Rå hal på Godsbanen i Aarhus.

En festival på højt internationalt niveau
Bag Aarhus Together står det unge Hørning-baserede mikrobryggeri Stepping Stone Brewing Company, som siden sin start i 2022 har opnået stor bevågenhed blandt øl-entusiaster i kraft af sine mange højt-ratede øl-udgivelser. Det har givet flere Michelin-restauranter på kundelisten og resulterede i januar i branchens kåring af bryggeriet som Årets Nye Navn i 2023 samt yderligere to nomineringer i andre kategorier.

Det er den brede anerkendelse i branchen, der er baggrunden for, at det lille bryggeri nu kan tiltrække flere af de største stjerner blandt europæiske og amerikanske craftbeer-bryggerier til den nye ølfestival i Aarhus. Flere optræder her i Danmark for første gang.

- Aarhus Together er mere end bare en festival; det er et symbol på fællesskab og samarbejde. For vi vil skabe en festival for og med Aarhus, og så vil vi gerne markere en ny æra for ølfestivaler i Danmark. Det gør vi med et ambitiøst udvalg af kvalitetsøl på et niveau, der før kun er set i København og i udlandet, men som vi nu for første gang kommer til at matche i Jylland, siger Daniel True, som er medstifter og kundechef hos Stepping Stone.

I alt vil festivalen byde på et markant udvalg af mere end 200 specialøl fra mere end 30 bryggerier, herunder verdenskendte navne som Monkish, Overtone, Cloudwater, Vault City og Sudden Death. Desuden deltager nøje udvalgte danske bryggerier med en stærk lokal forankring.

Fire timers fri bar og god stemning
Aarhus Together er planlagt som en såkaldt Open Glas festival, så man som gæst – og bryggeri – helt og fuldt kan tage festival-oplevelsen til sig uden undervejs at skulle holde styr på poletter eller anden betaling.

- Det betyder, at når først billetten er betalt – med en billetpris, der starter på 375 kr. – vil der herefter være fri servering hos samtlige af festivalens deltagende bryggerier. Herudover vil gæster mod betaling kunne få serveret lækkerier fra aarhusianske restauranter og specialbutikker, fortæller Daniel True.

For at værne om den gode og stemningsfulde atmosfære på festival-dagene er programmet opdelt i tre sessioner af hver fire timers varighed. Med et fast antal gæster pr. session skal det begrænse trængslen i Den Rå Hals smukke lokaler.

Billetsalget til Aarhus Together åbnede den 23. marts. Nærmere information om billetter og program findes på www.steppingstonebrew.com.

Digitale billeder af Stepping Stone-teamet og Den Rå Hal er vedlagt som separate filer til fri afbenyttelse.

Kilde: Stepping Stone Brewing Company
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Flere artikler