BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du en erfaren leder, der kan sikre effektiv driftsstyring og dokumentere stærke kompetencer inden for både udvikling og drift på HR-området? Har du måske endda erfaring med internationalt samarbejde? Og vil du være med til at følge en ambitiøs agenda, der skal skabe endnu større synlighed udadtil gennem ekstern kommunikation og styrket borger- og virksomhedskontakt? Så er du måske vores nye underdirektør.
Bidrag til strategisk retning og stærke stabsfunktioner
Toldstyrelsen er i gang med en spændende forandringsproces med en ny strategisk og organisatorisk retning. En omskiftelig verden stiller nye krav til styrelsen, og det kræver, at vi styrker både vores handels- og kontrolområde og vores stabsfunktioner, der hver dag understøtter styrelsens kerneopgaver.
En del af Toldstyrelsens stabsfunktioner er samlet i afdelingen Jura og Eksterne Relationer.
Afdelingen består af fire kontorer, der spænder bredt, når det gælder opgaver og faglighed. Kontorerne har ansvaret for styrelsens interne og eksterne kommunikation, koordinering og kvalitetssikring af vores internationale opgaver, juridisk rådgivning og sparring samt intern HR.
Som underdirektør for Jura og Eksterne Relationer får du ansvar for at udvikle og implementere strategiske mål for afdelingen. Vi ønsker at skabe endnu større synlighed udadtil gennem vores eksterne kommunikation og styrke vores borger- og virksomhedskontakt. Det vil vi blandt andet gøre ved at etablere en mere tilgængelig indgang for borgere og virksomheder med fokus på kortere svartider, optimering af vejledning og større synergi mellem toldfaglig vejledning og systemsupport.
Du bliver overordnet ansvarlig for ledelse af ledere på kontorchefniveau og dermed for drift og videreudvikling af vores stabsfunktioner, som er med til at sikre en effektiv og velfungerende styrelse ledelsesmæssigt og kompetencemæssigt. Du får til opgave at videreudvikle et stærkt ledelseshold, hvor du sikrer følgeskab og samarbejde på tværs af ledergruppen.
Som underdirektør bliver du en del af Toldstyrelsens direktion, hvis ambition er at skabe en ny og stærk retning for Toldstyrelsen. Du får mulighed for at sætte dit eget aftryk på området og for aktivt at bidrage til den strategiske retning for hele styrelsen. Du bliver en central aktør i den strategiske udviklingsproces, da du i tæt samarbejde med styrelsesdirektøren vil sætte retning og drive denne forandring på tværs af hele styrelsen. Du får en bred berøringsflade såvel internt i Toldstyrelsen og resten af Skatteforvaltningen som eksternt på tværs af faggrænser, myndigheder, erhvervsliv og organisationer.
Erfaring med driftsledelse, fokus på relationer og stærke kompetencer på HR-området
Du har en juridisk uddannelsesbaggrund, stærke kompetencer inden for HR-området med hensyn til både udvikling og drift. Det er en fordel, hvis du også har erfaring med internationalt samarbejde. Du har erfaring med ledelse af ledere eller er en dygtig leder med underdirektørpotentiale. Vi ser gerne, at du har indsigt i toldområdet og en god forståelse af Toldstyrelsens opgaver og af Skatteforvaltningen som helhed.
Vi lægger desuden særlig vægt på, at du:
- formår at lede og udvikle kontorchefer, herunder at motivere, coache og sikre faglig udvikling
- har stor erfaring med driftsledelse og dermed kan sikre effektiv driftsstyring af høj kvalitet
- kan opbygge relationer på tværs af de enkelte enheder i Toldstyrelsen og eksternt til samarbejdspartnere
- evner at gå forrest i forandringsprocesser, har gennemslagskraft og kan sikre retning og følgeskab
- kan kommunikere tydeligt og meningsfyldt om rammer og retning, både skriftligt og mundtligt, og på den måde kan sikre gennemsigtighed over for borgere, virksomheder og det politiske niveau.
Toldstyrelsen bygger på en kultur præget af faglighed, ansvar, samarbejde og udsyn, hvor medarbejdere er kompetente og engagerede, og hvor nærværende ledere tager fagligt ansvar, sætter retning og prioriterer.
Styrelsen har ca. 1.000 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I Jura og Eksterne Relationer arbejder vi hver dag ambitiøst på at understøtte styrelsens kerneopgaver, og vi samarbejder på tværs af hele organisationen om konstruktive løsninger. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest tirsdag den 24. oktober 2023. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Dronningen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte styrelsesdirektør Christian Lützen. Send først en sms til telefon 72 37 77 52 for at aftale tidspunkt.
Første samtalerunde holder vi i Aarhus torsdag den 2. november 2023. Du skal afsætte tid til tests og case, hvis du går videre i rekrutteringsprocessen. Tilbagemeldingssamtale om test gennemføres virtuelt i uge 45. Anden samtalerunde holder vi i Aarhus torsdag den 16. november 2023.
Forud for ansættelsen indhenter vi straffeattest og referencer.
Tiltrædelse pr. 1. januar 2024 eller efter aftale.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden [HEMMELIGT], da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Sikkerhedsvurderingen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af PET.
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 2, svarende til lønramme 38. Stillingen forventes besat på åremål.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er indtil videre Slet Parkvej 1-3, 8310 Tranbjerg. . I løbet af 2024 flytter vi til Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Aarhus, Slet Parkvej, Slet Parkvej, 8310 Tranbjerg J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5924123