BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du mod på en alsidig hverdag med både praktiske og koordinerende opgaver? Går du løsningsorienteret og proaktivt til værks, og vil du være med til at give Toldstyrelsens direktion de bedste forudsætninger for at løse ledelsesopgaven? Så er du måske den ledelsesstøtte, vi søger!
Bidrag til en professionel direktionsbetjening og smidige processer
I Toldstyrelsens kontrolsekretariat er vi 27 medarbejdere fordelt på to lokationer i hhv. Køge og Aarhus. Vi arbejder hver dag ambitiøst på at understøtte Toldstyrelsens kerneopgaver, og det gør vi blandt andet ved at understøtte vores direktør og underdirektører på en lang række områder, så de har de bedste forudsætninger for at løse deres ledelsesopgave. Ud over at betjene direktionen løser vi opgaver inden for bl.a. ministerbetjening, indsigelsessager og pressehenvendelser.
Vi søger en ledelsesstøtte, som synes, at det er sjovt at gå på arbejde i et miljø, hvor tingene går stærkt, hvor der ofte er korte deadlines, og hvor vi har fokus på at løse opgaverne i fællesskab. Du vil fungere som ledelsesstøtte for to af Toldstyrelsens underdirektører, og dine arbejdsopgaver vil være af både praktisk, koordinerende og mere faglig karakter.
Dine opgaver omfatter bl.a.:
- kalenderstyring, herunder at booke møder og koordinere direktionens fælles mødeportefølje i samarbejde med direktionssekretærerne
- mailhåndtering, herunder at svare på mails for direktionen og sikre proaktiv opgaveløsning
- tværgående koordinering af interne og eksterne møder, herunder at udarbejde dagsordener og referater
- mødeforberedelse, fx at udarbejde materiale og håndpapirer til møder og konferencer
- logistisk og praktisk hjælp i forbindelse med arrangementer (møder, seminarer, receptioner, personalearrangementer, konferencer mv.)
- rejsebooking og rejseafregning.
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse, fx en kontoruddannelse, en bacheloruddannelse i offentlig administration eller lignende. Du er velbevandret i Office-pakken og har flair for it-systemer.
Desuden er det afgørende, at du:
- har en proaktiv tilgang og går løsningsorienteret til værks
- er god til at kommunikere, så budskaberne går klart igennem
- formår at sikre, at komplekse processer med mange aktører følges
- arbejder struktureret og bevarer overblikket, også i travle perioder
- er grundig og har blik for detaljen
- trives i en til tider uforudsigelig hverdag og kan prioritere dine opgaver
- er imødekommende og god til at opbygge relationer til både interne og eksterne samarbejdspartnere.
Toldstyrelsen har ca. 950 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
I Kontrolsekretariatet bliver du en del af et effektivt team med mange varierende opgaver, hvor kvalitet er i højsædet. Vi sætter stor pris på et godt arbejdsmiljø og værdsætter både faglig sparring og et godt grin. Samtidig er vi hele tiden opmærksomme på at styrke vores interne, tværgående samarbejde og vores faglighed gennem sparring og videndeling.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning, CV, eksamenspapirer og evt. yderligere materiale senest søndag den 18. februar 2024 via linket ’Søg stillingen’.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Niels Vejlby Hansen på telefon 72 37 73 14 eller teamkoordinator Lise Lotte Agerbak på telefon 72 38 31 30.
Vi holder samtaler fredag den 23. februar 2024. Du skal forvente, at vi indkalder til samtale med kort varsel.
Stillingen er tidsbegrænset med en forventet varighed på 12 måneder.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT, da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Godkendelsen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af Politiets Efterretningstjeneste.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Arbejdsstedet er indtil videre Slet Parkvej 1-3, 8310 Tranbjerg. I løbet af 2024 flytter vi til Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Aarhus, Slet Parkvej, Slet Parkvej, 8310 Tranbjerg J
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5985188