Engageret og erfaren leder med stor juridisk indsigt til kontrolsekretariat

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du en erfaren leder, der kan udvikle og motivere dine medarbejdere? Vil du stå i spidsen for et sekretariat, der skal understøtte Toldstyrelsens direktion, bidrage til korrekt regelanvendelse på det kontrolfaglige område og skabe ensartede kontrolprocesser? Så er du måske den kontorchef, vi søger.

Bliv en del af fremtidens Toldstyrelse, og vær med til at sikre korrekt regelanvendelse på det kontrolfaglige område
I Toldstyrelsen er vi i gang med en forandringsproces med en ny strategisk og organisatorisk retning. En omskiftelig verden stiller løbende nye krav til vores opgaveløsning, og det kræver bl.a. en styrket kontrolindsats samt et fokus på ensartede kontrolprocesser.

I forbindelse med styrelsens nye organisering har vi fra 1. januar 2024 etableret et kontrolsekretariat, som består af 27 medarbejdere fordelt på to lokationer i hhv. Køge og Aarhus. Sekretariatet har til opgave at bistå underdirektørerne i styrelsens to kontrolsøjler på en lang række områder, så de har de bedste forudsætninger for at løse deres ledelsesopgave. Derudover yder sekretariatet intern juridisk rådgivning om reglerne på kontrolområdet og koordinerer kontrolområdets bidrag til samarbejdet med andre myndigheder i og uden for Skatteministeriets koncern. Sekretariatet koordinerer også kontrolområdets bidrag til styrelsens internationale opgaver og pressesvar og -meddelelser på kontrolområdet.

Som kontorchef for sekretariatet får du ansvar for at:

  • sikre optimal understøttelse af to underdirektører på kontrolområdet
  • opbygge og lede et kontor med dedikerede, erfarne og fagligt stolte medarbejdere
  • sikre, at medarbejdernes kompetencer og faglighed kommer i spil og bruges korrekt
  • understøtte korrekt regelanvendelse på det kontrolfaglige område og afklare hjemmel i forbindelse med nye kontrolindsatser, særligt inden for den samfundsbeskyttende kontrol.
Du vil referere til underdirektøren for Ekspedition og Varekontrol og bliver en del af en større ledergruppe, der samlet har ansvaret for driften af Toldstyrelsens ekspeditions- og kontrolenheder over hele landet. Ledergruppen er kendetegnet ved høj toldfaglighed, operativt fokus og stor ledelsesmæssig erfaring, så der er god mulighed for sparring.

Derudover vil du indgå i tæt samarbejde med lederne af styrelsens øvrige sekretariater, og du får en bred berøringsflade internt i organisationen, men også eksternt på tværs af faggrænser, myndigheder og organisationer.

I kontoret er der to souschefer, som refererer til dig, og som i samarbejde med dig skal varetage de daglige personale- og ledelsesmæssige opgaver.

Nærværende leder med engagement og stor juridisk indsigt
Vi forestiller os, at du har en juridisk uddannelse eller en samfundsvidenskabelig baggrund med stor interesse for og indsigt i det juridiske område. Derudover forventer vi, at du har erfaring med personaleledelse samt minister- og departementsbetjening fra en lignende stabsenhed i en anden offentlig myndighed.

Desuden lægger vi vægt på, at du:

  • har lyst til at sætte dit præg på et nyetableret sekretariat og få det godt fra start
  • har øje for forandringspotentiale, så du løbende bidrager til at øge kvaliteten
  • har et stort engagement og drive og kan motivere dine medarbejdere, så de har gode forudsætninger for at løse deres opgave
  • kan vurdere og eksekvere på fagligt komplekse problemstillinger
  • evner at være en nærværende leder, også for medarbejdere på andre lokationer end din
  • kan etablere og fastholde tætte samarbejdsrelationer på alle niveauer, såvel internt som eksternt.
Vi sikrer effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen bygger på en kultur præget af faglighed, ansvar, samarbejde og udsyn, hvor medarbejdere er kompetente og engagerede, og hvor nærværende ledere tager fagligt ansvar, sætter retning og prioriterer.

Styrelsen har ca. 950 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest onsdag den 3. april 2024. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Kongen.

Har du spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte underdirektør for Ekspedition og Varekontrol Louise Ingerslev Andersen på telefon 72 37 55 32. Send en sms på forhånd for at aftale tidspunkt.

Vi forventer at holde første samtalerunde fredag den 12. april 2024 og anden samtalerunde fredag den 19. april 2024. Der vil indgå en logisk test og en personlighedsanalyse i ansættelsesforløbet.

Tiltrædelse hurtigst muligt eller efter aftale.

Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.

Ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT, da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Godkendelsen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af Politiets Efterretningstjeneste.

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 1, svarende til lønramme 37. Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål, men der vil eventuelt være mulighed for varig ansættelse.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet er indtil videre Slet Parkvej 1, 8310 Tranbjerg J. I løbet af 2024 flytter vi til Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.

Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Aarhus, Slet Parkvej, Slet Parkvej, 8310 Tranbjerg J

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 03-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6013673

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet